Afrikanske toner fra musiklokalet blandede sig hele dagen med en sød duft af honning fra naturfagsfløjen, hvor en gruppe elever fremstillede bivokspapir som alternativ til plasticemballage. Også udenfor blev sanserne stimuleret, da en tre-retters zambisk menu skulle tilberedes over åben ild, og det er derfor ikke usandsynligt, at en duft af zebra bredte sig i området…

Efter et fælles oplæg om Aarhus Kommunes klimaindsats ved tidligere elev Liv La Cour, der er programleder for “Aarhus Omstiller”, deltog hele skolen i en temadag som optakt til årets TgAid. Fordelt på ti spændende workshops med udgangspunkt i FNs 17 verdensmål blev der produceret, reflekteret - og endda kommunikeret med nogle af de zambiske elever, som vi glæder os til igen at samle ind til!