Onsdag afholdte vi TG Cup 2024, der blev en bragende succes med masser af entusiasme og sportsånd fra både elever og det på dagen nøje udvalgte lærerhold. Efter en intens turnering kunne vi fejre vinderen - 3.b, som imponerede alle med deres tema: "Danmark 1992".

Grillfest: Som traditionen foreskriver, stod lærerne Kasper og Kirsten for grillede pølser og sodavand, hvilket blev mødt med stor glæde. Der var massiv opbakning til arrangementet, flotte udklædninger og god støtte fra lægterne. Tak til alle for engagement og gode humør! 

Fredag eftermiddag blev fredagscafé kombineret med MGP, der også var en stor begivenhed. Tidligere musikelever på skolen - Caroline Cramer og Freja Peschardt - var dommere. De var imponerede over alle deltagernes talent og kreativitet! Stort tillykke til Oscar Jam - I gjorde det så godt! 

Eksamenerne begynder allerede i næste uge og alle elever ønskes held og lykke. Vi ved, at I har arbejdet hårdt og er godt forberedte.

Se mange flere billeder fra de to arrangementer her.